Ugeavisen Udfordringen var til stede ved vores dagligstuekoncert den 28. april 2012. Det er der kommet en levende og særdeles positiv reportage ud af. Journalisten, Simon Nathanael, skriver bl.a.:

[...] tonerne klinger klart og sprødt fra den spanske guitar. [...] Det samme gælder Jan Kaas’ vokal, som står smukt omgivet af rummets natulige klang – især de lyse toner på grænsen til hans falset-register viser stemmen fra sin stærkeste side og drager lytteren ind.

Og hér er dagligstuekoncerten forklaret bedre og mere præcist end nogensinde før:

[...] og det fordrer en stiltiende ærbødighed at sidde så tæt på kunstnerne uden det forstærkede mellemled, man finder til den typiske scenekoncert.

“Stiltiende ærbødighed” – sådan har vi aldrig fået den før

Blot to suk skal lyde: Journalisten glemmer at nævne, at vi spiller i dagligstuer i hele landet gratis for værten, så længe vi blot kan få dækket vores transportudgifter af frivillige almisser. Og fra værten, Lone, hin solrige lørdag eftermiddag lyder en sagte knurren: “Det var altså ikke røget laks med flødedressing og salat, der blev serveret. Det var hjemmesukker-saltet laks med synet fløde og urter medsamt delikate gedeosteruller. Hertil et udvalg af spændende øl fra Bornholm og Thy og udsøgte vine fra Vinothek Marquart.”

Vi siger tak til gæsterne og Lone for en uforglemmelig eftermiddag og til Simon for en god anmeldelse.

En dagligstuekoncert er en ganske særlig oplevelse. Der er intet mellem musikken og dig, ingen mikrofoner, ledninger eller højtalere. Der er kun musikken, dig og de andre. Du hører hvert eneste ord, hver en tone og hvert et åndedrag.

En dagligstuekoncert er et åndehul i hverdagen med plads til ro og eftertanke og lejlighed til at møde nye mennesker under uformelle og hjemlige former.

En dagligstuekoncert er en koncert i dit hjem. Og det koster dig ikke andet end besværet med at invitere dine venner, naboer, kolleger og andre, du vil dele oplevelsen med, og sørge for, de har det godt, mens musikken spiller.

Interesseret? Kontakt Jan eller Jacob for at høre nærmere.

Entré: Gratis, inkl. en lille, udsøgt anretning med de lækreste lækkerier, skønne vine, spændende øl og iskoldt vand med friske urter.

Kun 20 0 pladser tilbage, tilmelding til Lone  (loneanhoejnet?subject=Tilmelding til dagligstuekoncert 2012-04-28)  : 2447 3649.

Det fortælles, at St. St. Blicher skrev sin berømte vise, Sig nærmer tiden, på et tidspunkt, hvor han (igen) troede, han lå for døden. Han døde ganske vist, men først ti år senere i 1848.

Teksten er et vemodigt farvel til det liv, som aldrig rigtig blev levet. Tager man “nej-hatten” på, er digtet en forfærdelig gang maskulint selvynk. Men jeg kan ikke gøre for det, jeg er vild med den sang. Ordene smyger sig om Oluf Rings smukke melodi som persillesov om stegt flæsk, og billedsproget er til at blive helt høj af:

Mig bæres for, som ret snart i kvæld
at gitterværket vil briste;
thi kvidre vil jeg et ømt farvel;
måske det bliver det sidste.

Her er en lille video fra hjemmestudiet med to halvgamle mænd, der synger og spiller deres fortvivlelse over alle livets spildte muligheder ud. Som en god ven sagde, da han så videoen: Hvad med et lille smil? Svaret giver sig selv: Her skal ikke smiles, kun sukkes: Sig nærmer tiden

I denne anledning har vi, mest for vores egen skyld, indspillet et par håndfulde gamle salmer og et par stykker af nyere dato. Så har vi noget at lytte til og mindes, når dagene fyldes af alt andet end sang.

Indspilningerne ligger på lyt-siden.

Så er der fotos fra en vellykket studiekoncert hos sonnMusic i fotoalbummet.

Tom Sonntag havde inviteret nogle af sine allerbedste venner – og Jan og mig. Det blev en på samme tid intim og uhøjtidelig oplevelse med lækkerier til både krop og sjæl.

Koncerten blev optaget, og skulle en eller to af sangene vise sig at være værd at dele, kommer de her på hjemmesiden.

Mere evergreen bliver det ikke. Over The Rainbow er blevet betegnet: the greatest movie song of all time, og den er indspillet utallige gange af forskellige kunstnere. Men da jeg første gang hørte Over The Rainbow udført af en 0,3 tons tung hawaiianer på tenor og ukulele, blev alle andre udgaver pludselig mindre interessante.

Selv om vores udførsel af den smukke sang på ingen måde kan sammenlignes med IZs, arbejder vi på sagen, og særligt Jan har haft stor succes med sit vægtøgningsprogram de seneste par år.

Optagelsen er fra Katrines og Mikkels dagligstuekoncert den 6. marts 2011, så bær over med lydkvaliteten og lidt skramlen hist og her.

Så blev det den 6. marts, og koncerten hos Katrine og Mikkel er forbi. Lad det være sagt med det samme: Vi er meget glade!

Se de stemningsfulde billeder i fotoalbummet.

Til koncerten var vi omkring 15 personer i alderen 1 til 70 år; og der blev lyttet og leet, sunget og klappet – nogle sange er lyse og lette som en dansk sommernat, andre kalder på alvor og eftertænksomhed.

Jeg blive nødt til at nævne maden: sukkersaltet laks med æble, peberrod og krydderurter i syrnet fløde, seranoskinke med gedeosteruller samt salat og brød – det smagte himmelsk!

Og minsandten om kokken ikke også gav en hånd med på guitar.

En stor tak til Katrine og Mikkel for en dejlig eftermiddag!

Vi glæder os utrolig meget til den koncert – dels er Mikkel en fremragende kok, så mon ikke traktementet bliver rigtig lækkert, men mest fordi vi får lov til at dele det som betyder allermest for os: sangen, musikken – som vi oplever sammen, dér og da.

Vi håber Mikkel og Katrine og deres gæster får et minde med sig videre – måske en tanke bevæget af en tekstlinie, måske en følelse fremkaldt at et særligt melodiforløb – et eller andet, som sidenhen vil minde dem om, at livet er en større gave end, hvad vi gør det til.

Et gennemgående tema i vores repertoire er drømmen om det tabte paradis. I alle mennesker og i alle kulturer lever fortællingen og drømmen om det tabte paradis – en sted og en tid, hvor alt var godt, men som nu er mistet for evigt.

Drømmen kan tage sig vidt forskellig ud hos forskellige mennesker. Nogle drømmer om tryghed, mad og varme, andre om rigdom og magt, atter andre om anerkendelse. Fælles for de fleste er drømmen om harmoni, fred og udvikling. Det er de færreste, som drømmer om andres ulykke.

En sang om det der var

I Blues for Adam af Jakob Roswall og Jens Bendix’ møder vi Adam på bakken, hvor han står og skuer ud over havet, mens han drømmer. Skyggerne af det han mistede engang har fulgt ham gennem tiden. Men det er det, han har, en sang om det, der var.

I Arne Herløv Petersens Den hulkende sømand, som synges af ingen ringere end Anders And er den stakkels and grebet af kærestesorger, mens han længes tilbage: Fra reden så lun, som en unge med dun, stod jeg ud på det blånende hav. Men nu, med hjertet knust, har han kun ét håb tilbage: Skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd.

Stairway to heaven

I Ingmar Johanssons smukke vise Men vor Gud forblev for os en vældig borg hører vi om menneskenes forsøg på at bygge sig vej helt op i himmelen til Gud: Men vor drøm, at komme op, var snart forbi. Næ, en læng’re vej mod jorden, hvis vi faldt, var alt hvad vi fik. Murens top var lige så fjern for os, som før.

Stairway to heaven. Det har vi hørt om før. Menneskene havde besluttet at bygge et tårn helt op til himlen. Men Gud så det og var ikke tilfreds: Når de gør sådan, vil intet, de planlægger, være umuligt. Og han kastede en forbandelse over dem, så de ikke længere talte samme sprog, og de måtte opgive byggeriet.

Det er jo i grunden paradoksalt, at det eneste projekt hvert enkelt menneske har fælles med alle andre mennesker til alle tider, nemlig at finde vej til himlen, det tabte paradis, skulle blive årsag til, at mennesker ikke forstår hinanden.

Måske, en dag, en gang …

Derfor er det altid overraskende, når mennesker alligvel finder paradis – omend kun i korte glimt, men altid i fællesskabet og i den ordløse forståelse, som nogle gange opstår tilsyneladende ud af det blå.

I Marianne Harboes og Hans Dals vidunderlige sange møder vi mennesker mange forskellige steder i tilværelsen, den lykkeligt nyforelskede, den fortabte og fortvivlede, den håbefulde, den døende og alle de andre. Men ét har de tilfælles: Håbet om en dag at genfinde det tabte paradis.

Ræk mig din hånd nu i tusmørkets time.
Smil dit lyse solopgangssmil.
Smilet fra dengang, den første dags morgen,
hvor alting var nyt og intet var hændt.
Hvor alt, hvad der hændte, ikke var hændt.
Hvor alt, hvad vi kender, ikke var kendt.
Ræk mig din hånd nu i tusmørkets time.
Hvis mig i søvn med elskede ord.

Ræk mig din hånd nu i tusmørkets time.
Dans din kærligheds glædesdans.
Dansen fra dengang, før mødet med sorgen,
hvor alting var nyt, og intet var endt.
Hvor alt, hvad der skete, ikke var sket.
Hvor alt, hvad vi indså, ikke var set.
Ræk mig din hånd nu i tusmørkets time.
Hvisk mig i søvn med elskede ord.

Marianne Harboe 2010

Spor og vildspor

Gennem vores musik forsøger vi at give lytteren et glimt af paradis. Vi bilder os ikke ind, at vi alene kender vejen dertil. Men vi lader os gerne lede. Teksterne og melodierne, vi synger og spiller, lægger spor ud. Men pas på! Der er også vildspor imellem.